Jeg er bjergenes konge...

Efter endt tur til Beijing havde vi allerede på forhånd besluttet os for at vi hurtigt skulle videre ud til Pan Shan. Pan Shan er et 1000 m. højt bjerg, der ligger 3 timers kørsel fra Tianjin, så vi var alle sikre på at vi ville få masser af spænding ;) Det der med at det tager 3 timer at komme derud, var for resten en information, vi ikke li havde fået med på forhånd, så vi kom først af sted kl. 4 om eftermiddagen, hvilket resulterede i, at vi li pludselig skulle tilbagelægge den sidste del af vores rejse i mørke – plus det også li pludselig var ret vigtigt at finde et sted at sove; det var nemlig pisse koldt så snart solen forsvandt og vi havde ikke li frem det varmeste tøj på og med xD Dog var den sene tur lidt det værd, for vi fik set en virkelig virkelig flot solnedgang. Prøv at forestil jer, at i sidder i en lille bus, uden særlig meget benplads, med jeres rygsæk på skødet, mens du hører Jeff Buckley sammen med en buddy, og de andre 4 fantastiske mennesker du er sammen med sidder og snakker ved siden af – og så pludselig får i alle øje på den smukkeste røde og orange solnedgang i en flod. Alt er bare perfekt… sådan var vores køretur ud til Pan Shan, og det var simpelthen det bedste. Der skete selvfølgelig mange andre ting på selve turen derud, men jeg vil nu sige at i burde ha et meget godt billede af, hvordan det var ;) Vi havde hjemmefra fået at vide, at vi skulle med en bus til en by kaldet Ji Xian, og derfra ville vi med taxa kunne komme ud til Pan Shan. Man kan sagtens sove ude ved bjerget, hvilket vi også gjorde to nætter (før og efter bjergbestigningen) på nogle små private hostels. Faktisk er det sådan at man næsten ikke kan undgå at blive indkvarteret sådan et sted, for den taxachauffør, som kører en ud til bjerget har 100 % sikkert en søster, bror, fætter eller kusine, som har et sted, hvor man kan sove, og det er selvfølgelig dér man så bliver kørt hen. Egentlig også fint nok, når man så bare kan få dem presset ned i pris for overnatningen – vi betalte i gennemsnit 80 yuan for overnatning, aftensmad og morgenmad.

Her har vi holdet af hård kogte bjergbestigere – fra venstre: Mette, Andreas, Kristian (undercover som Rambo), Lars og Sofie. Og så er jeg selvfølgelig bag kameraet ^^

Om mandagen begyndte vores lange vandring mod toppen af Pan Shan – haha okay måske skal det li gøres lidt mindre dramatisk med en beskrivelse af selve ruten: Man kunne komme op på toppen af Pan Shan af nogle forskellige ruter, men primært var det kun 2 ruter, på hver sin side af bjerget. På den højre side kunne man gå et langt stykke op af bjerget, men efter ca. 1 times gang ville man skulle med en tovbane for at komme op til toppen (det var en tur på ca. 30 min.). Fra den anden side kunne man kører i sådanne små turtaxa’er op til toppen af den side af bjerget, hvorefter man skulle et kvarter i tovbane for at komme over til den rigtige top af Pan Shan – det var den vej vi tog, bortset fra, at vi havde besluttet os for at gå hele vejen. Vi var dog pææænt skuffede over at der var en almindelig kørevej hele vejen op til toppen, så ved enhver given lejlighed der smuttede vi væk fra vejen og begav os videre på små bjergstier. Egentlig ikke det store problem, for vi støtte altid på kørevejen igen – lige indtil vi tog en vej, hvor vi endte i noget man kan kalde en ”plantage” på siden af bjerget, for vi ville blive nødt til at gå væk fra stien, som hørte op der ved ”plantagen” for at komme videre ud mod vejen. Det er på sådan et tidspunkt at almindelige fornuftige mennesker bare ville være gået samme vej tilbage for at komme ud på vejen igen, men næh nej ikke den her lille flok europæere; vi havde lavet en regel om, at vi ikke måtte gå samme vej tilbage. Kæft hvor kom jeg til at forbande den regel langt væk. Så på den her freaking bjergside ender vi med at beslutte os for at gå off road, og da Andreas begynder at gå én vej, som virker fuldstændig umulig, beslutter Lars sig for at ta en anden…hm at dele sig på sådan et tidspunkt er ikke det smarteste, men bare vent, det bliver bedre (værre) endnu – efter at både Andreas og Lars nu var i gang med at kæmpe sig igennem diverse buske, klipper og træer, for at finde vejen igen, vælger Kristian og Mette at følge efter Lars, som så åbenbart forsvinder. Så på det tidspunkt er vi delt op i 4 forskellige grupper der hver især overhoved ingen idé har om, hvordan vi kommer tilbage til den her pokkers vej. Så li pludselig står Sofie og jeg alene tilbage og ved ikke rigtig hva vi skal gøre. Vi vælger så (desværre!!!) at prøve at følge efter Mette og Kristian, som for længst er forsvundet – her går vi så midt på siden af et bjerg uden nogen som helst orientering, og overhoved ingen mulighed for at vende om, fordi vi i vores kamp for at komme frem har passeret både klipper, tornebuske og træer. Men fortvivl ej, for midt i det hele fik vi kontakt til de andre; de sad alle trygt og godt oppe på nogle klipper tæt ved vejen og kunne se os…og FILME os. Hvis der er et tidspunkt hvor man har brug for ”øjne der kunne dræbe” er det sådan et tidspunkt. Jeez det er sidste gang jeg følger Lars off road idéer xD

Efter vores off road adventure kom vi tilbage på vejen, og nåede faktisk helskindet op til toppen af bjerget – toppen af bjerget som i så langt vi nu kunne nå indtil vi måtte ta en tovbane resten af vejen xD På ”den rigtige” top af bjerget, skulle man igennem nogle forskellige templer først, og ja jeg har aldrig oplevet en så akavet og mærkelig situation. Selve templerne var rigtig flotte og li som man havde forestillet sig kinesiske templer på toppen af bjerge, men men men…nu er det jo Kina, og ved det mener jeg at der altid er en lille detalje man ikke li havde regnet med; denne gang var det munkene. Som Sofie så rigtig kalder dem, var det snyde munke xD Okay det kræver en forklaring (går jo ikke at slynge beskyldninger ud i luften ;p puh ha): da Sofie, Andreas og jeg nåede det første tempel blev vi mødt af nogle ”det her-ligner-rigtig-munke” munke, som bød os indenfor i templet og bukkede. Vi var rigtig fascinerede af det her meget religiøse scenarie, og da en af munkene hiver mig ned at sidde, og begynder at velsigne mig og Danmark (jep hele Danmark har nu fået en velsignelse fra Kina) blev det bare ENDNU bedre…lige indtil at kigger på mig og beder om 300 penge som betaling xD !!!!!!!!! Hva FUCK gør man i sådan en situation?! Jeg blev så perpleks at jeg gudhjælpemig var ved at gi ham pengene, indtil Sofie og Andreas fik mig hevet væk fra den her griske snyde munk. Mit billede af fredfyldte, ikke-materialistiske munke er forever ruined.

Det her er fra toppen af Pan Shan li efter at solen er gået ned. Det var en meget speciel solnedgang, for der var simpelthen så tykt et lag af dis, at solen forsvandt midt på himlen, hvor dis og himmel skilte. Som i kan se har det gjort himlen virkelig smuk ^^

At være oppe på toppen af Pan Shan var virkelig skønt af flere forskellige årsager: 1) et var rart med en pause efter at have vandret rundt i flere timer i sol i stejlt terræn, 2) ekstrem smuk udsigt ^^ som blev endnu mere perfekt af at vi sad og så solnedgangen deroppe og 3) at sidde og spise kiks og chokolade sammen med Sofie og Andreas :D me likey!!!!

Er de ikke smukke!!!! ?? ^^

Selve turen ned af bjerget igen synes jeg også li i skal have med, mest af alt for historien om de her tovbaner, som jeg har nævnt for jer før. Vi havde nemlig besluttet, at vi ville ned af bjerget fra den anden side – husker i reglen om aldrig at gå den samme vej tilbage?! Nåh men her ville vi så gå ned, men men men det synes kineserne ikke vi skulle: det var FORBUDT!!!! xD jeez noget mærkeligt noget at forbyde folk at gå ned af et bjerg. Nå men vi skulle så med de her tovbaner, i mørke, hængende i frit fald ned af bjergsiderne og over kløfter, kun 2 personer ad gangen, i 30 freaking minutter – var bare slet slet slet IKKE hvad jeg li havde regnet med at skulle kastes ud i. Sad i vogn med Andreas, og tror han og jeg var de største ynkelige nervevrag man længe har set – hver gang der kom en knirkelyd eller vognen gyngede sad vi og rystede i bukserne xD ikke li frem ens mest lyse øjeblik. Spøg til side det var nu også lidt hyggeligt, fordi Andreas kom på den smarte idé, at det at hører noget sødsuppe musik som ”How can I live without you?” nok skulle hjælpe…haha blev til noget meget dårligt skrålen fra vores side ;p men sjov var det, og vi kom jo helskindede ned ad bjerget igen ^^