Dobbeltdag fra København til Tianjin

Nåh nu er det så fredag og her i Kina er denne dag så ved at være overstået. Mærkeligt at skulle vænne sig til at kl. 21. Om aftenen faktisk er kl. 15 om eftermiddagen hjemme i Danmark. Puuh nogen der sagde jetlag? Det har både været en stressende, forvirrende, overvældende, spændende, chokerende og helt vild fantastisk dag. Meget anderledes end noget andet jeg har prøvet før. Selvfølgelig er det svært for mig at beskrive alle de følelser og tanker der er vældet frem i mig over de her dage, meeen det skal nu ikke stoppe mig fra at fortælle, hvad min rejse til Kina har bragt med sig. Så vær tålmodig og go læselyst ;)
Vi skulle først være i lufthavnen til at tjekke ind kl. 18 dansk tid, og tiden op til var sådan lidt surrealistisk; for på én gang var jeg helt vildt spændt, men også helt vildt nervøs. Den ting, der dog var jah ”det værste” var, som jeg har nævnt tidligere i et indlæg, selve det at pakke kufferten. Det viste sig da kl. var lidt i 4, at jeg havde 30 kg. for meget. Hmm som jeg har sagt før er det umuligt at pakke en kuffert, hvor alt man har brug for til et halvt år kun må veje 20 kg. Efter megen asen og masen, og nøje overvejelser om hvilke ting, der skulle blive hjemme lykkedes det dog endelig at få den ned til 20 kg. Succes.
Nåh jah men nu til de vigtige ting: selve Kina. Det første, der skal siges, til folk der skal rejse ind i Kina, er 1) at have alle papirer i orden (kineserne vil helst ikke lukke folk ind i landet som de ikke 100 % ved hvem er og hvor skal hen), 2) være klar på at skulle udfylde flere papirer i flyveren og lufthavnen, hvor man endnu engang skal fortælle hvem man er og hvor man er på vej hen, plus fortælle om sin sundhedsmæssige tilstand, 3) være klar på at al personale i lufthavnen bærer masker (sikkerhed er godt, meeen det hjælper alligevel ikke en til at forstå deres i forvejen vanskelige engelsk, når de dækker mundtøjet til) og 4) alt er super stort og anderledes, så vær beredt på at blive chokeret når du ankommer ;)
I lufthavnen blev vi modtaget af vores kontaktperson her i Kina: Becky. Se nu kunne mange godt tro at Becky var ja alt andet end en kineser, men her kommer endnu en af kinesernes små særheder: de har deres kinesiske navn, som alle kineserne tiltaler dem med, og så har de så også selv valgt et engelsk navn. I det her tilfælde Becky. En anden kontaktperson vi har snakket med har ligeledes valgt et engelsk og noget mere utraditionelt navn: Sonny Bonnie. Noget mærkeligt men gør det selvfølgeligt nemmere for udlændinge at udtale deres navne, så der kommer ikke nogen egentlig klage herfra.
Fra lufthavnen kørte vi fra Beijing til Tianjin i en lille turbus, hvor det bagerste af bussen fungerede som bagagerum. Var der nogen der sagde pladsmangel?! Der er ikke helt så meget at sige om selve køreturen andet end alle var helt vildt trætte efter en lang flyvetur uden megen søvn, sovepiller eller ej, så derfor sov vi meget af vejen. Én ting jeg dog bliver nødt til at nævne om køreturen er den måde der køres på. Nu vil jeg helst ikke generalisere, MEN herovre ser det ud til at trafikloven er noget, der kun eksisterer som en vejledning. Alle kører med hovedet under armen, for at sige det på godt dansk. Heldigvis nåede vi frem til centeret uden nogen større dramatiske situationer. Altså jeg er sikker på at alle, der har været inde på den her blog, har set det billede, jeg har lagt ind af centeret. Jeg vil give de fleste ret i, at det ikke ser ud af særlig meget på det billede, og tror i, ligesom alle os på holdet ville blive overrasket over, hvor stort det egentlig er, og hvor flot. Høhø men når det så er sagt, så er det da også flot indeni, meen det er ikke li frem et sted, hvor man forventer, at man ender med at bo i glasbåse; 3 på hvert værelse. Det skal nok blive interessant det næste halve år.
Her til aften har vi været til middag sammen med rektoren, eller rettere rektoren han kom og bød os velkommen og holdt en lille semitale, hvor han fortalte om centeret. Bagefter forventer man li’som at der så skåles, og så kan man få lov til at spise. Efter intet andet end flymorgenmad var vi alle godt sultne, meeen her ventede der os endnu en overraskelse: efter sin semitale gik rektoren rundt og skålede med os enkeltvis, sagde at vi godt måtte ta mad, og ellers så bare forlod rummet. Tja hvad skal man sige? Jeg har stadig ikke helt forstået meningen med det, og heller ikke med kinesernes forestilling af vestlig mad, som de så betænksomt havde lavet til os, før vi i morgen skal kastes ud i det kinesiske. Vestlig mad er efter deres mening: friturestegte løgringe, pommes frite, hjerteformede Chicken McNuggets, skinke og toastbrød. Ja tak og velbekomme!
Nu er der så blevet stille her på centeret, og nu kan man rigtig føle at man er kommet for at blive. Men inden der går tårer og sentimentalitet i den, for jeg kan overhovedet ikke benægte at jeg savne alle derhjemme, vil jeg sige g’nat, og krybe op i min køjeseng i mit eget lille glasbur.